Læserbreve og debatindlæg til aviserne

”Arbejdere styrtede en diktator i Egypten, men kan blive bragt til tavshed i Wisconsin”.

”Egyptiske arbejdere har oplevet en revolutionær februar. I modsætning hertil har arbejderne i USA oplevet deres værste måned i årtier”, skrev The Washington Post den 16. februar 2011. Artiklen refererer til det omfattende opgør med de offentligt ansattes fagforeninger, der er i gang i USA.

Det sker i Wisconsin
Epicenteret for opgøret er, som overskriften antyder, staten Wisconsin, hvor den nyvalgte republikanske guvernør Scott Walker har erklæret de offentlige ansatte og deres fagforeninger åben krig. Og som på Tharirpladsen har der op til lovens vedtagelse samledes mellem 50.000 og 75.000 aktivister hver dag foran delstatsparlamentet i hovedstaden Madison for at protestere. Den 10. marts blev lovene vedtaget af det republikanske flertal ved et parlamentarisk kup. Det var det signal, som republikanske guvernører andre steder i USA har ventet på.

Den nye lov betyder, at de offentlige ansatte skal tvinges til selv at betale en højere andel af deres pensioner og sundhedsforsikringer. Hvis de modsætter sig, lyder truslen, skal der afskediges flere tusinde ansatte for at rette op på delstatens miserable økonomi. (Wisconsins økonomi er overhovedet ikke miserabel). Men den store og helt afgørende anstødssten er hverken pensioner eller sundhedsforsikringer, men at loven for det første forbyder, at fagforeningerne kan bevare forhandlingsretten over andet end den løn del, der ligger inden for inflationssikringen. Alle andre forhandlinger om arbejdsforhold, arbejdsmiljø og øvrige lønforhold afskæres fagforeningerne fra. Det skal være op til den enkelte medarbejder at forhandle individuelt.

Endvidere kræver loven, at fagforeningerne en gang om året skal afholde urafstemning om, hvorvidt de stadig kan repræsentere de ansatte, og hvis der vedtages lønstigninger over inflationen skal de godkendes ved en folkeafstemning.

Nu er loven vedtaget, og spørgsmålet melder sig, om den vil blive kopieret i Ohio, South Dakota, Colorado, Michigan, Nebraska, New Hampshire, Oklahoma, Miami, Virginia og flere andre stater, hvor lignende tiltag har været under forberedelse for at begrænse fagforeningernes forhandlingsret og få eksklusivaftaler gjort ulovlige.

Det sker i USA
Selv om der er forskelle i retorikken fra stat til stat og reaktionen fra fagforeningerne varierer bl.a. som følge af forskellig organisationsgrad, så er begrundelserne fra de republikanske og delvis også de demokratiske delstatspolitikere den samme. Der skal ske drastiske nedskæringer i velfærden både i delstaterne, i amterne og kommunerne, fordi de alle er dybt forgældede. En af hovedårsagerne tilskrives de offentligt ansattes grådighed og helt urimelige velerhvervede rettigheder såsom bedre pensionsordninger, bedre tryghedsbestemmelser og højere løn end på det private arbejdsmarked. Som det lyder på bl.a. Fox News: ”skal de privatansatte betale de offentligt ansattes fede hyre”?

Nogle i øvrigt grundløse påstande, som det er blevet dokumenteret af Economic Policy Institut, der bl.a. på baggrund af arbejdsministeriets tal har dokumenteret, at de offentligt ansatte som gennemsnit ikke har højere lønninger eller bedre pensions- og forsikringsordninger end deres kolleger i det private erhvervsliv. Der kan heller ikke påvises nogen sammenhæng mellem de ansattes lønforhold og de enkelte staters, amters og kommuners budgetproblemer. Hvorimod der entydigt kan trækkes en linje mellem de enkelte staters budgetproblemer og en reduceret skattebase bl.a. på grund af skattereduktioner til de rige og det lokale erhvervsliv.

De finanspolitiske begrundelser var således også trukket fra den endelige lovtekst i Wisconsin. Derved hersker der heller ikke længere tvivl om ærindet – at kompromittere fagforeningerne og afvæbne dem totalt.

Men det har ikke afholdt tv-stationer, populære studieværter som John Stewart og dagblade fra igen og igen at referere til undersøgelser fra højreorienterede tænketanke, der ganske enstemmigt fremstiller de offentligt ansatte som ineffektive og møg forkælede og ikke mindst holdt oppe af de hårdtarbejdende privatansattes høje skatter. Og faktisk er det delvis lykkedes at skabe en vis fjendtlighed overfor de offentligt ansatte men ikke tilstrækkeligt til at skabe bred folkelig opbakning bag lovens ophævelse af fagforeningernes forhandlings- og aftaleret. De sidste opinionsmålinger viser entydigt et flertal mod angrebet på de grundlæggende faglige rettigheder men samtidig et beskedent flertal for begrænsning af de privilegier, som de vitterligt ikke har.

Det sker i de vestlige økonomier
Set i et lidt bredere perspektiv forholder det sig sådan, at tidsskriftet The Economist allerede den 5. januar i år annoncerede et større og mere globalt opgør med de offentligt ansattes fagforeninger. I en meget lang artikel, ”The battle ahead”, blev de ansatte beskrevet som privilegerede og deres fagforeninger som magtsyge og modstandere af enhver fornuftig forandring – læs forringede overenskomstmæssige regler. Som sådan blev de også fremstillet som centrale forhindringer for de finanspolitiske stramninger, som i hele den vestlige verden er blevet gjort nødvendige på grund af galopperende budget underskud. Og ikke mindst, som bladet skrev, var tiden kommet til at tage dette opgør, fordi finanskrisen havde skabt en vis økonomisk ædruelighed både blandt politikere og i befolkningen. Det, der herhjemme i Danmark kaldes ”krisebevidsthed”.

Nu er man mig bekendt ikke andre steder i den vestlige verden gået så drastisk til værks som Scott Walker i Wisconsin. Men for det første er adressen nøjagtig den samme i flere andre lande, og for det andet er det heller ikke nødvendigt at sætte en så rabiat lovgivning i spil, fordi man andre steder har andre mindre vidtgående løftestænger for samme mål. Faktum er dog, at man både i Grækenland, England, Frankrig, Irland, Italien og Spanien i kølvandet på de mange protestaktioner mod nedskæringer i velfærdsgoderne har drøftet mulighederne for at begrænse fagforeningernes magt og især deres kollektive forhandlingsret. Og i alle de nævnte lande er der igangsat et lovgivningsarbejde for at gøre det vanskeligere for fagforeningerne at rekruttere medlemmer, at forhandle og at bevare fagforeningernes oprindelige frihedsgrader.

Det sker i EU
I den forbindelse er flere af de temaer, der forhandles i forbindelse med Merkels og Sarkozys udspil om en ”konkurrencepagt” for Eurolandene absolut ikke uvæsentlige for de europæiske fagforeninger. Udspillet opererer med forslag til en europæisk harmonisering af pensioner, regler om pensionsalder, løndannelse og løndannelsesmekanismer, hvilket ikke er gennemførligt uden en tilsvarende ensartning af arbejdsmarkederne og begrænsning af de faglige organisationers autonomi. Og selv om ”konkurrencepagtens” sluttekst lader det være op til det enkelte land at finde ”mekanismer” til at holde lønnen nede og i trit med konkurrencedygtigheden og produktivitetsudviklingen, er tekstens intentioner ikke til at tage fejl af. Der vil blive lagt et vedvarende pres på de lande, der tilslutter sig pagten, for at dæmpe lønudviklingen og afvikle de ”mekanismer der indeholder automatisk lønglidning”. Ikke så sært, at de er voldsomt begejstret for ”konkurrencepagtens” oprindelige tekst, mens statsministeren og Socialdemokratiet er mere begejstret for slutteksten. Statsministeren får nu EU i ryggen i de videre opgør med fagbevægelsen i Danmark, og Socialdemokratiet kan vedblive med at henvise til ”den danske model”, som ikke eksisterer. I hvert fald indtil videre – indtil en mulig S-SF regering bliver sat under pres.

Det sker overfor de offentligt ansattes fagforeninger
I alle de mange og vidt forskellige udspil bør man bemærke sig det bestemmende og bagvedliggende motiv for offensiven overfor især de offentligt ansattes fagforeninger, som ifølge deres internationale faglige sammenslutning, PSI, foregår over det meste af den vestlige verden inklusive Australien, New Zealand og Canada. Målet er at begrænse fagforeningernes forhandlings- og aftaleret så tilpas meget, at de mister medlemmer og bliver mindre betydningsfulde.

Og de bagved liggende motiver er selvfølgelig at opnå relativ uhindret adgang til at skære i velfærdsydelserne, og yderligere svækkelse af fagforeningernes relativt høje organisationsgrad og kamppotentiale. Kan man få skovlen under de offentligt ansattes høje organisationsgrad på i gennemsnit 55 % og reducere den til blot 25 %, går ræsonnementet, så kan man også fastholde de privat ansattes aktuelt ringe organisationsgrad på ca. 15 %.

Omvendt – får man ikke svækket de offentligt ansattes fagforeninger, så er der en overhængende risiko for, at de privatansatte vil tage ved lære af de offentligt ansatte i den udstrækning, de får brug for det i kampen for bare at fastholde reallønnen og forsvare sig overfor stadigt mere aggressive arbejdsgivere. Den udvikling ses nu allerede i Grækenland, Portugal, Serbien, Kroatien og Tjekkiet.

På en måde kan man sige, at det i 2011 er den modsatte vej rundt af, hvad det var i 60’erne, hvor det var de offentligt ansatte, der af de privatansatte lærte at opbygge fagforeninger og gennemtvinge kollektive overenskomster. Og hele øvelsen går ud på at forhindre, at det sidste igen skal blive en trend i arbejderklassen – nu hvor den er indforskrevet til at skulle trække det tunge læs i de respektive landes kapitalistklassers kamp om verdensmarkedet. Det, der på dansk benævnes som kampen om konkurrencedygtighed og kravet om løntilbageholdenhed.

Med varierende styrke og radikalitet kan målene opsummeres til:

At knække ryggen på de offentligt ansattes fagforeninger som nødvendig forudsætning for at gennemføre drastiske velfærdsforringelser
At nedslide de offentligt ansattes image og fremstille deres krav om kvalitet i arbejdet som gemene og egoistiske fag- og partsinteresser
At udvide den allerede eksisterende kløft mellem de privatansatte og de offentligt ansatte og vanskeliggøre en enhed i forsvaret for velfærdsstaten
At videreføre en generel svækkelse af fagbevægelsen gennem begrænsning af forhandlings- og aftaleretten med en dramatisk forringelse af organisationsgraden til følge

Det skete i Danmark ved OK 11

Den virkelighed, som er beskrevet ovenfor, ligger meget langt fra den danske, sådan som vi har oplevet den med de netop indgåede forlig på hele det offentlige overenskomstområde – eller også gør den ikke.

Før de afsluttende forhandlinger udtalte FOA’s formand, Dennis Kristensen til pressen, at man nok måtte se i øjnene, at det blev til et ”magert forlig”, som i hvert fald ikke sikrede reallønnen i 2011, men angiveligt nok ville gøre det i 2012. Resultaterne i både statens, kommunernes og regionernes overenskomstforlig blev derefter. På alle tre områder blev de generelle lønstigninger i 2011 til et rundt nul, og i 2012 på henholdsvis 1,7 % på statens område, 2,65 % på det kommunale og 2,61 % på det regionale område. Lige nok til at sikre reallønnen i 2012, kunne både KTO’s formand Anders Bondo Christensen og Dennis Kristensen konstatere. De henviser til Dørs beregninger, som absolut ikke er sikre. Det er mere end tvivlsomt, om reallønnen kan sikres i 2012. ECB forudsiger, at inflationen nok nærmere vil gå mod 3 % end 2 %.

Fagbevægelsen kom heller ikke igennem med bindende tryghedsaftaler. Det rakte kun til en tryghedspulje for de ansatte indenfor OAO området, hvis nærmere indhold ikke rigtig kendes samt til en skævdeling til fordel for pædagogerne på 20 mio. kr. Samarbejdsaftalens (MED aftalen) få håndfaste bestemmelser blev yderligere udvandet. Øvrige ændringer må henføres til småtingsafdelingen lige bortset fra, at KL rent praktisk kom igennem med suspension af ”forlodsfinansieringen”, hvilket, som KL selv pointerer, vil betyde en ”Ny lønkultur i kommunerne”, fordi kommunerne nu selv skal finde pengene til ny løn. KL forudser selv i en artikel på hjemmesiden 28/2, at der fremover ”vil kunne blive større udsving kommunerne imellem”, fordi lønstigningerne skal finansieres på basis af de enkelte kommuners ”råderum”.

Ingen af fagbevægelsens forhandlere var tilfredse med resultatet. Overenskomsten er blevet kaldt en ”kriseoverenskomst”, hvor ”arbejdsgiverne har optrådt iskoldt” og fagbevægelsen på den anden side har vist samfundsansvar.

Men ingen af fagbevægelsens forhandlere har nævnt et ord om de centrale krav, som de offentlige arbejdsgivere havde fremsat, men som ikke kom med i det endelige forlig, selv om disse i realiteten var langt mere vidtgående end lønspørgsmålet, og langt mere i tråd med begivenhederne i Wisconsin.

Selvfølgelig er et resultat, der ikke kan garantere reallønnen ikke på nogen måde tilfredsstillende. Alligevel rokker det ikke ved det forhold, at arbejdsgiverne krav om større ”fleksibilitet i arbejdstiden” og ”styrket lokal løndannelse” rummer langt mere vidtgående perspektiver og konsekvenser. Om tavsheden skyldes et ønske om at tie disse krav ihjel, eller det at bl.a. Dennis Kristensen allerede i efteråret bl.a. til dknyt.dk havde udtalt sig positivt om mere lokal løndannelse og mere frit valg skal være usagt, men det forekommer at være en utilgivelig undladelsessynd ikke at gøre opmærksom på arbejdsgivernes egentlige hensigter med deres fremsendte hovedkrav. Selv ved Anders Bondo Christensens evaluering af overenskomstforløbet blev problemet blot nævnt en passant.

Allerede i september 2010 udsendte KL et overenskomstoplæg med titlen ”Fælles udfordringer – fælles løsninger”. Her argumenterede man meget direkte for ikke alene øget lokal løndannelse, men gik skridtet videre med et ønske om, at den enkelte leder og medarbejder både skulle kunne forhandle løn og arbejdstid uden om tillidsrepræsentanter og organisationer. I november måned fulgte statens Personalestyrelse med et debatoplæg, ”Behov for nytænkning”, hvor man argumenterede for et mål, hvor mindst 20 % af lønnen skal forhandles lokalt og individuelt uden organisationernes indblanding. Endvidere skal det være muligt direkte ved ansættelsessamtaler at aftale individuel arbejdstid på helt op til 48 timer. KL lagde endvidere op til en total afskaffelse af ”forlodsfinansieringen”, hvor der centralt aftales en pulje til Ny løn. Ifølge KL skal det fremover være sådan, at den lokale løndannelse fremover skal afspejle den enkelte kommunes økonomiske situation. Skal der således gives mere til lokal løn, må penge tages andre steder fra, eller også kan kun nogle få ansatte eller faggrupper forvente lønstigninger. KL kom som bekendt ikke igennem med kravet. Men i 2011 bliver det ikke desto mindre sådan, fordi der i år ikke er lønstigninger overhovedet.

Det kommer muligvis til at ske i 2013
Nu kan man mene – som også flere af de faglige ledere gør – at fagbevægelsen var stærk nok til at stoppe arbejdsgivernes krav. Men i KL’s og Personalestyrelsens oplæg henviser man til de undersøgelser, lønkommissionen har foretaget samt lignende undersøgelser, der viser, at et pænt flertal af lønmodtagere på undersøgelsestidspunktet faktisk gik ind for individuel forhandling om lønnen. Et resultat, der flugter med både finansministeriets og KL’s perspektiv om ”løn som et strategisk ledelsesredskab”. Kort sagt gik de offentlige arbejdsgivere til forhandlingerne i fællig efter at udhule de faglige organisationers forhandlings- og aftaleret og havde i den hensigt lige fra de første udmeldinger i april 2010 af flere omgange masseret lønmodtagerne i den hensigt at svække bl.a. KTO’s forhandlingsposition eller indsætte en trojansk hest for frem til 2013 at undergrave KTO’s udgangsposition yderligere. Og intet tyder indtil videre på, at de faglige ledere har tænkt sig åbent at tage handsken op og oplyse medlemmer om, hvad der er i vente.

For den egentlige årsag til, at statens arbejdsgivere som bekendt trak disse krav under forhandlingerne, var angiveligt en taktisk kalkule. Udsigten til en åben konfrontation med i hvert fald dele af KTO’s ledelse kunne man godt være foruden i et valgår, hvor så meget er på spil for VK regeringen. Det er ikke ligefrem flere åbne angrebsflanker, regeringen har brug for. Men at kravene blev trukket er som sagt ikke ensbetydende med, at de er blevet skrinlagt. Faktisk er de med i forliget i den forstand, at de skal behandles i et udvalg, der skal gennemføre et ”serviceeftersyn” af overenskomstmekanismerne. At fagbevægelsens forhandlere overhovedet er gået med til det, indebærer også at man har legitimeret arbejdsgivernes krav, selv om man siger det modsatte.

Set i det perspektiv er det komplet uforståeligt, at KTO’s forhandlere ikke har været ude og advare medlemmerne om, hvad der virkeligt var og er i spil – nemlig en længe forberedt begrænsning af den kollektive forhandlingsret og en undergravning af tillidsmandssystemet. Dvs. en generel undergravning af de faglige organisationers styrke.

Det er det perspektiv, der gør tavsheden så uforståelig. For man må formode, at de centrale forhandlere er på det rene med arbejdsgivernes egentlige hensigt, hvorfor de også herved ved præsentationen af forliget skulle have al mulig grund til dels at advare medlemmerne og dels mobilisere dem til en modstand både mod arbejdsgivernes krav og mod deres gentagne forsøg på at opbygge en (legitim) tilslutning fra lønmodtagerne til offensiven mod grundlaget for deres egne organisationers styrke.

Man kan i dag kun gisne om, hvor fast finansministeren ville have stået på kravene, hvis det ikke havde været et valgår. Men frøet er sået, og i og med de faglige ledere intet som helst har gjort for at advare medlemmerne om konsekvenserne, men alene har fokuseret på de generelle lønspørgsmål, er det en nærliggende risiko, at frøet får tid til at udvikle sig. Og når kravene dukker op ved overenskomstforhandlingerne i 2013, og skulle forhandlerne i KTO i mellemtiden have spillet med på flere af arbejdsgivernes krav i ”serviceeftersynet”, er det ikke utænkeligt, at arbejdsgiverne delvis vil komme i land med nogle af de mål – også de mere langsigtede – som man i Wisconsin har været nødt til at forsøge at gennemtvinge ved lov.

For hvad skulle den dybere grund være til medlemskab af en fagforening, der mere eller mindre godvilligt afgiver en del af forhandlingsretten og ikke samtidig går i rette med arbejdsgivernes ønske om at gøre løndannelsen til et ”strategisk ledelsesredskab”? Og hvordan forvente medlemmernes fastholdelse af den kollektive aftalerets afgørende solidariske betydning, når de faglige ledere end ikke går til modangreb på arbejdsgivernes sirenesnak om ”samarbejde om løndannelsen mellem ledere og medarbejdere”. De samme arbejdsgivere, som man samtidig kritiserer for at optræde ”kynisk” og ”iskoldt”?

Det kommer til at ske – hvis ikke…
Det kan meget vel være, at mange af de lønmodtagere, der svarede positivt til spørgsmålet om øget individuel løndannelse troede på muligheden tidligt i 2010, hvilket de nok ikke vil gøre i samme omfang i dag, hvor der er omfattende afskedigelsesrunder i gang. Men selv med arbejdsgivernes iscenesatte omringningsmanøvre skulle det almindeligvis ikke afholde de faglige ledere fra at tage til genmæle og forklare konsekvenserne for medlemmerne. Og det skulle heller ikke have afholdt dem fra at dokumentere, at arbejdsgivernes krav optræder som en variant af en mere omfattende offensiv dels mod fagforeningernes forhandlings- og aftaleret og dels mod deres organisationsstyrke. Om man fra arbejdsgiverside går efter at svække fagbevægelsens styrke via lovgivningsmagten eller gennem krav til de kollektive overenskomster er ikke det afgørende. Det afspejler alene de lokale muligheder og arbejdsmarkedstraditioner.

Det afgørende er derimod, at denne globalt orkestrerede offensiv, som beskrevet, er i gang og også har været skyggespiller i EU forhandlingerne og i de danske overenskomstforhandlinger på det offentlige område i 2011. Ligeledes at afsættet tages i ”krisebevidstheden” og de åbenlyse spændinger mellem de privatansatte og de offentligt ansatte, uden at den samlede fagbevægelse herhjemme til forskel fra den Europæiske Faglige Sammenslutning har svaret igen og overfor sine medlemmer gjort klart:

at en svækkelse af den kollektive forhandlingsret og de offentligt ansattes faglige organisering er den omvej, højrefløjen nu er i færd med at følge for yderligere at afvikle den velfærdsstat, som hovedparten af lønmodtagerne er afhængige af,
og at en yderligere reducering af organisationsgraden i hele den vestlige verden vil stille arbejderbevægelsen endnu ringere i de kommende kampe om, hvem der skal betale for genopretningen af den kapitalistiske økonomi.
Eftertanke
Man må kunne tillade sig at regne med, at en S-SF regering som de nye arbejdsgivere vil ændre kurs på CFU området og droppe alle den tidligere regerings ansatser til at svække den kollektive forhandlings- og aftaleret, og at både den socialdemokratiske formand for KL og Danske Regioner bliver ”overtalt” til at følge efter og trække de fremsendte krav definitivt. Hvilket også må betyde, at de dropper den vedtagne udvalgsbehandling af et ”serviceeftersyn”. Det modsatte ville være at skyde sig selv i foden og svække regeringens magtgrundlag.

Men en sådan indlysende formodning kan fagbevægelsens venstrefløj ikke forlade sig på. Den må nødvendigvis tage sit udgangspunkt i Wisconsin, fordi afstanden herfra og til de hjemlige forhold er mindre, end den syner, hvorfor forsvaret af fagbevægelsens kollektive forhandlings- og aftaleret bliver en af de mest påtrængende opgaver i den kommende overenskomstperiode.